Vuggestuen anvender babytegn
Babytegn er små tegn med hænderne, der understøtter/erstatter enkelte ord. Vi anvender det i vuggestuen for at skabe bedre kommunikation og forståelse mellem de små vuggestuebørn og personalet.
Almindelige tegn som spise, tørstig, mere, ble, sut, færdig, sove – er dem vi anvender mest. Dette gør vi for at kunne hjælpe børnene med at gøre sig forståelige på trods af manglende sprog.
Babytegns betydning for den sproglige udvikling
Sproglig udvikling kan fremmes ved babytegn, samt styrke den følelsesmæssige kontakt. Det giver barnet følelsen af at kunne blive forstået. Lysten til at udvikle et talesprog styrkes, hvilket minimerer gråd og frustration hos barnet.
Gennem barnets sproglige udvikling vil det efter præsentation af babytegn sandsynligvis begynde at bruge tegnene først uden ord. Som det får talesprog til, vil barnet bruge ord og tegn for til sidst at droppe tegnene igen, når talesproget er tilpas udviklet.
Tosprogede og babytegn
Tosprogede og babytegn har vi god erfaring med i Margrethegaarden. Vi har anvendt babytegn til flere af vores tosprogede børn, som har brugt tegnene til at kunne gøre sig forståede mellem det danske sprog og deres modersmål. Tegnene er med til at skabe gensidig forståelse trods sprogbarrierer.
Forældrene er velkommen til at anvende babytegnene derhjemme for at støtte op om barnets sprogudvikling, men det er ikke noget krav.